Gode råd om it-sikkerhed

  • Du bør altid bruge din sunde fornuft, når du anvender it og internettet. Du skal være ekstra opmærksom, når du modtager og åbner ukendte mails med vedhæftede filer, eller når en webside du anvender ofte er anderledes end normalt. Din virksomhed bør sørge for at uddanne alle medarbejdere i virksomheden til at gøre det samme. Medarbejderne bør vide, at de skal henvende sig til it-afdelingen, så snart de opdager noget usædvanligt eller er i tvivl om, hvorvidt en mail eller et dokument er falskt.


  • Sørg for at installere antivirusprogrammer (eventuelt med automatisk opdatering), firewalls og anti-spywareprogrammer. Sammen beskytter disse programmer virksomhedens computere og systemer mod mange angreb og skadelige programmer.


  • Anvend altid de nyeste opdaterede versioner af styresystemer, webbrowser og e-mailprogrammer. Nye opdateringer indeholder ofte nyeste teknologi og dermed også nyeste beskyttelse, så derfor bør virksomheden løbende opdatere programmer.


  • Hvis du benytter trådløst internet, skal du slå kryptering til – ellers kan andre kigge med eller misbruge din internetforbindelse. Vælg stærk kryptering eller få hjælp af it-specialister.


  • Sørg altid for, at der anvendes adgangskoder, når virksomhedens netværk eller fortrolige data tilgås. Adgangskoder er en grundlæggende beskyttelse af personlige oplysninger. Gode råd om adgangskoder (1):

    • De består af minimum otte tegn
    • Brug både små og store bogstaver
    • Brug et eller flere tal
    • Brug evt. specialtegn som #,!,? eller *
    • Vær ekstra omhyggelig med adgangskoder til netbank, digital signatur og det trådløse netværk


  • Vær påpasselig med at sende fortrolige oplysninger via e-mail, da e-mail er meget let tilgængeligt for de it-kriminelle. Hvis du sender fortroligt materiale i en e-mail, skal du bruge kryptering.


  • Virksomheden bør have en generel politik om, at medarbejdere ikke må downloade pogrammer fra internettet med mindre det særskilt er godkendt af virksomhedens it- eller compliance-afdeling. Vær især opmærksom over for fildelingsprogrammer og gratis programmer.


  • Du bør ikke reagere på e-mail fra banker og betalingstjenester, hvis de indeholder links, du skal klikke på. Du skal heller ikke reagere, hvis e-mailen anmoder dig om personlige og fortrolige oplysninger. Det kan være forsøg på ”phishing” - en form for svindel, hvor der linkes til falske kopier af netsteder, som du har tillid til.


  • Indstil sikkerhedsniveauet i din browser, så du altid bliver spurgt, når informationer, filer og programmer overføres til din computer.


  • Lav sikkerhedskopier af dine vigtige dokumenter og filer og tjek, at de kan genindlæses.

1) DKCERT